Cykler om bord

Ida byder i særlig grad velkommen til cykelturister og andre cyklister!

 

Bogø-Stubbekøbing overfarten er cyklisternes ’motorvej’. Man kan ikke cykle over Farøbroerne, så Bogø-Stubbekøbing er hovedforbindelse for cykler mellem Lolland-Falster i syd og Bogø-Møn (og Sjælland) i nord. Og M/F Ida har et tempo og en stemning, som passer rigtig godt til cyklister.

 

Ikke mindre end 2 af Danmarks 4 internationale cykelruter går via Bogø-Stubbekøbing overfarten. Det samme gælder for 2 ud af 9 danske nationalruter, ligesom flere  regionale cykelruter går til eller fra overfarten. 

Bogø-Stubbekøbing overfarten har stor betydning for udvikling af cykelturisme i Storstrømsregionen. Det er en turismeform, som er i stærk vækst og som passer vældig godt til både Møn-Bogø og Nordøstfalster. Væksten gør sig især gældende på de internationale ruter. 

 

Mange kroer og Bed & Breakfast-steder – ikke mindst langs Berlin-København ruten - kan vidne om, at cykelturismen  skaber omsætning og jobs i den lokale turistindustri.